THE VISIT

★★☆☆☆☆

Hvordan ville vi reagere hvis vi fik besøg af et rumvæsen? Den danske instruktør Michael Madsen har tilsyneladende brugt mange ressourcer på at besvare dette og andre relaterede spørgsmål ved at besøge afdelingen for "anliggender vedrørende det ydre rum" i FN. Han har også talt med diverse rumforskere og millitære eksperter, der redegør for, hvilke reaktioner man kan forvente.

Men resultatet er alligevel blevet en fis i en hornlygte, for der er grænser for, hvor meget fornuftigt disse mennesker kan sige om dette emne uden at få noget igen, selvom de tilsyneladende har god tid.

De fleste af svarene forekommer indlysende, selvom Michael Madsen forsøger at peppe disse i grunden ret kedelige menneskers udtalelser op med billeder fra diverse millitære øvelser. Derved understøtter han i urimelig grad billedet af det aggressive og mistænksomme menneske.

Finder man emnet interessant, kan det da ikke udelukkes, at man også lader sig rive med af denne søvndyssende dokumentarfilm, som udløser et nyt spørgsmål: Var der ikke mere påtrængende projekter, man kunne have brugt sin tid, energi og penge på?