MELODIEN, DER BLEV VÆK

★★★★★★

Kan man stadig spille Kjeld Abell? I mange år så man kun mesterværket "Anne Sophie Hedvig" på de danske scener, men Kjeld Abells forfatterskab lader sig ikke reducere til et enkelt skuespil at dømme efter Nørrebro Teaters opsætning af hans gennembrudsværk. Herman D. Koppel og Bernhard Christensens musik klinger også stadig i hovedet på vej hjem i bussen.

At det skulle blive Sara Cronberg , en svensk instruktør med rod i Danmark, der skulle minde os om tidløsheden og poesien i Abells ord, lå ikke i kortene, men med udgangspunkt i teaterdirektør Mette Wolfs begavede bearbejdelse, formår Sara Cronberg at løfte denne krævende opgave.

Hun får hjælp af et stærkt ensemble anført af en lysende god Esben Dalsgaard. De, der så hans Reumert-belønnede indsats som Mogens Glistrup, ved, at Dalsgaard er et stort talent, som her vinder nyt terræn i rollen som en mand, der hed Larsen. En tilsyneladende helt almindelig mand – men med potentiale til noget andet og mere end den vanestyrede tilværelse, som han og millioner andre ender i. Larsen er dog velsignet med en gæv kvinde ved sin side, og Julie Agnete Vang spiller hende aldeles fortryllende, ikke mindst når oprørstrangen blusser op. Vi genkender hende bl.a. fra filmen og forestillingen "Kollektivet", men spørgsmålet er, om hun nogensinde har været bedre end her?

En veloplagt Christiane Gjellerup Koch er hendes imposante mor i storartede kreationer af Franciska Zahle, som også bør roses for den levende scenografi, der konstant byder på overraskelser.

Jens Jørn Spottag er ligefrem yndig som den til tider meget lille fader, og får også tegnet et eminent portræt af en kvindelig arbejder med vægt i replikken. Også Tom Jensen forgylder flere roller – i særdeleshed rollen som Døden samt som smørtenoren Hartvig.

Jo længere forestillingen skrider frem, desto mere surrealistisk bliver den, men Abell får alligevel de sidste ord – og de virker helt nutidige i deres relevans. Så – JA, for fanden – man ikke blot bør spille Abell, man har ligefrem pligt til det – for det handler om os alle. Lige nu.