★★★☆☆☆
Teatret Gruppe 38 har modtaget megen ros – også internationalt – for deres børneforestillinger, der aldrig bare er nuttede, men som oftest udfordre børnene – på den gode måde.
JEG ER IKKE BANGE FOR NOGET har også gode anslag, men hægter tydeligvis en del børn af i løbet af de ca. 50 minutter, forestillingen varer.
Man skal som udgangspunkt ikke vente hverken ungdom og kulørt underholdning. Scenen domineres af teknisk udstyr, og aktørerne er en gråhåret kvinde med et åbent ansigt ved navn Bodil og to mere mutte skaldede mænd, som begge hedder Søren.
Efter at have optrådt moderligt overfor mændene, der naturligvis roder med teknikken og dermed etablerer de klassiske kønsroller, går kvinden ud for vende tilbage iført en kjoleholder. Hendes håb om at få mændenes opmærksomhed falder dog til jorden, en situation ungerne synes at genkende.
Snart begynder kvinden med en pudsig lillepige-attitude at læse op fra en dagbog, alt imens skyggeprojektioner og diverse lydeffekter gør beretningen om det forladte hus ret nærværende. Den afsluttende fuglehistorie forekommer derimod alt for omstændelig, og forestillingen fiser lidt ud til sidst. Det hjælper dog, at de mindste får lov til at kigge bag lærredet bagefter for at se, hvordan man laver disse til tider ret uhyggelige effekter. Flere af børnene fastslog bagefter, at det havde været lidt for uhyggeligt, så forældrene må selv påtage sig risikoen.
JEG ER IKKE BANGE FOR NOGET udmærker sig dog ved at pirre børnenes nysgerrig og give den noget stof af arbejde med. At forestillingen så virker lidt for ambitiøs på dette område, kan man leve med. Teatret Gruppe 38 har som altid styr på teknikken, men denne gang svigter manuskriptet dem. Instruktøren Catherine Poher stod også i spidsen for det royale flop "Horisonten", så måske hun efterhånden har forstået nødvendigheden af at gøre mere ud af manuskriptudviklingen.
