★★☆☆☆☆
En gigantisk hvid globus vækkes til live af billedprojektioner fra hver af de fire verdenshjørner. Det ligner faktisk en bevægelig globus, men snart skifter motiverne og vi bevæger os i en djævelsk fart ud i rummet. Så vidt så godt.
Under globusen finder vi forestillingens hovedperson, der ifølge programfolderen skal være teenager. Men Piet Gitz-Johansen får os aldrig overbevist os om, at han er andet end en engel (eller en fugl?), der forvandler sig til en umoden mand. Piet Gitz-Johansen må da også kæmpe en umulig kamp med et rædsomt manuskript, der veksler mellem eksistentielle spørgsmål og gode huskeråd til teenagers om, at de skal tisse på sig selv, hvis de blir brændt af en brandmand, eller spise panodiler mod smerte!
En stor del af teksten får vi tilmed via afspilning af lydoptagelse, mens hovedpersonen selv kryber rundt på gulvet i, hvad der minder mest af alt om en kæmpe babydragt.
Hvad der skulle have været en forestilling til opmuntring for unge, der kæmper med at finde et ståsted i tilværelsen, bliver i stedet et narcissistisk skuespillertrip, som instruktøren Katrine Karlsen skulle have forhindret. Først til sidst, da vi får en spacy slow-mo udgave af Whitney Houston-sangen "I Wanna Dance With Somebody" – fremført af Piet Gitz-Johansen og nyankomne My Lambertsen – får denne selvhøjtidelige forestilling et tiltrængt åndehul.
Man forlader i al fald Nationalmuseets teatersal lettet over, at man ikke udsatte forsvarsløse teenagere for denne skuffende Grænse-loes produktion.
