ISLANDSKE FILMDAGE

Nordatlantens Brygge 24/2 – 2/3 2016

★★★★★☆

De islandske Filmdage på Nordatlantens Brygge i Strandgade blev i den grad skudt igang med Dagur Káris underfundige FÚSI/VIRGIN MOUNTAIN under overværelse af bl.a. filmens instruktør og den islandske ambassadør. I løbet af de næste dage følger bl.a. endnu en visning samt forpremierer på HRÚTAR/RAMS/BLANDT MÆND OG FÅR af Gimur Hákonarson.

Det uhyre veltilrettelagte program, som Birgir Thor Møller står som ansvarlig for, omfatter desuden et gensyn med den måske smukkeste islandske film af dem alle, den Oscar-nominerede NATURENS BØRN foruden en række kortfilm og en enkel dokumentarfilm.

Nedenfor ses en oversigt over programmet for resten af festivalen. Der vil være mulighed for at prøve både islandsk øl, vand og slik før, under og efter filmene.

Torsdag 25. februar kl. 20
HORIZON / SJÓNDEILDARHRINGUR – med instruktørbesøg
Dokumentarfilmen Horizon portrætterer den islandske landskabsmaler Georg Guðni og giver et unikt indblik i hans billedunivers. Mød instruktør Bergur Bernburg efter visningen.

Lørdag 27. februar kl. 16
NATURENS BØRN / BÖRN NÁTTÚRUNNAR – med instruktørbesøg
25-års jubilæumsvisning af den bittersøde roadmovie Naturens børn, der blev oscar-nomineret og satte Island på det filmiske verdenskort. Mød instruktør Fridrik Thór Fridriksson efter visningen.

Tirsdag 1. marts kl. 17
RAMS / HRÚTAR – med instruktørbesøg
Dansk forpremiere på den skæve filmperle Rams, der har været et regulært festivalhit, siden den blev hædret på Cannes-festivalen i fjor. Mød instruktør Grímur Hákonarson efter visningen.

Onsdag den 2. marts kl. 17
VIRGIN MOUNTAIN / FÚSI – med instruktørbesøg
Islandske filmdage åbnes med Dagur Káris originale, morsomme og dybt bevægende spillefilm Virgin Mountain, der vandt Nordisk Råds Filmpris 2015. Mød instruktøren efter visningen.

Onsdag 2. marts kl. 20
ISLANDSKE KORTFILMSPERLER – med instruktørbesøg
Den islandske kortfilmscene markerer sig med personlige og originale film, der vinder priser ved alverdens festivaler. Se et udvalg af tidens bedste titler og mød instruktør Hlynur Pálmason.

Arrangører:
Islandske Filmdage præsenteres af Nordatlantens Brygge og Islands ambassade med støtte fra Det Danske Filminstitut og i samarbejde med bl.a. Icelandic Film Centre.