★★☆☆☆☆
Dette må være en af de mest fornedrende film for singler i nyere tid. Som udgangspunkt er vi alle sammen nede over ikke at have en mand, og filmen skal så vise os, at vi godt kan få et godt liv – indtil vi finder manden. Så er der lige Rebel Wilson, der som fornavnet indikerer, spiller den oprørske type, der "kæmper imod" parholdet, så hun er naturligvis dømt til et overfladisk liv på dansegulvet og tilfældige uappetitlige mænd.
Dakota Johnson, der netop har opnået en nominering som årets værste skuespiller for sin rædselsvækkende indsats i "50 Shades of Grey", forsøger efter bedste evne at illudere en ung pige, der kommer til at holde en for lang pause i parforholdet, og erfarer, at hun har tabt manden i et liv til en anden. Alison Brie er næsten endnu værre som pigen med en lang liste af krav til et potential kæreste. Bedst er vel i virkeligheden Leslie Mann, som kvinden, der ikke fortæller sin nye bejler, at hun bærer på æg fra en anonym doner.
Mændene virker generelt ret intetsigende, så hvorfor kvinderne for enhver pris skal erhverve sig en, forbliver et mysterium, og Rebel Wilson, der normalt har en vis underholdningsværdi, virker i længden trættende.
SINGLE I NEW YORK er en uattraktiv komedie uinspireret instrueret af Chriistan DItter og produceret af den grotesk overvurderede Drew Barrymore. I "Sex and the City" var Samanthas mænd i det mindste lækre og tøjet elegant! SINGLE I NEW YORK fremstår derimod som endnu en god grund til at blive hjemme.