FÆGTEREN

★★★★★★

Finske Klaus Härö hører blandt nordens ypperste instruktører, og blev da også for nyligt hædret med en Golden Globe-nominering for sin seneste film FÆGTEREN (Miekkailija), som det århusianske distributionsselskab Øst For Paradis har været så venlige at hente til landet.

FÆGTEREN viser sig da også at et sanseligt mesterværk med en ualmindelig god historie, der har bund i virkeligheden. For der var ganske rigtig en estonisk fægter ved navn Endel Nelis, som her spilles med værdighed og styrke af Märt Avandi. Vi erfarer, at Endel er på flugt fra det hemmelige russiske politi, og han løber derfor en stor risiko ved at vende tilbage til sit besatte hjemland for at undervise børn i at fægte.

Da børnene får mulighed for at stille et hold til en turnening i Skt. Petersborg, står han pludselig over et umuligt valg. Skal han rejse direkte ind i løvens hule for børnenes skyld eller vælge at svigte sin elever?

Klaus Härö har skabt en hjertegribende film, og den velorkestrerede underlægningsmusik gør det ikke nemmere at holde tårerne tilbage. Samtidig har Klaus Härö en sublim og sart farvesans, der gør hvert billede til en visuel nydelse.
Det er heller ikke kun hovedpersonen, der spiller godt, men hver eneste af de medvirkende. Ikke mindst børnene agerer med en naturlig sårbarhed, der bevæger.

FÆGTEREN kan således slet ikke undgå at ende på diverse lister over årets bedste film, når sæsonen engang er omme, og man må sandelig håbe, at Cinemateket påtager sig at give os den definitive Härö-serie inden længe. Det fortjener både han og vi.