Af Elias Sadaq, Forlaget Gyldendal
En digter færdes ofte og gerne i ånden. Digteren kan sågar være fanget af en god eller ond ånd. Dette kunne gælde for digteren Elias Sadaq vis seneste digtsamling med titlen DJINN er en bog med både spøgende og plagende ånder. Ordet djinn betyder faktisk ånd eller ørkenvæsen. Djinn var oprindeligt ånder i førislamisk folketro. De var både fjendtlige og hjælpsomme overfor mennesker. I Sadaqs digtsamling antager djinnerne mange former og roller, men det er mest af alt møder og magi mellem mennesker, der er knudepunktet i Sadaqs egensindige digtsamling DJINN.
I DJINN følger vi digterjeget fra purk til granvoksen. Tonen i digtene spænder fra bramfri og ærlig til humoristisk og erotisk. Om det er Elias selv, der gemmer sig bag digterjegets slør, kan man kun gisne om. Men frem træder en stærk og inciterende digterisk stemme, der fører læseren ind i fremmede miljøer og præsenterer læseren for sanselige situationer, som kan virke grænseoverskridende i forhold til en ordinær hverdagstilværelse med lønarbejde og indkøb.
Digtene er skrevet i frie vers og minder om knækprosa via deres berettende stil. Fordelen ved de manglende rim og den manglende metrik er et mere hårdtslående og hudløst sprog. Sproget i DJINN er ikke ligefrem helligt, men nærmere kættersk. En vantros bekendelser og bekendtskaber betegner størstedelen af digtene, der cirkler om at opvokse i en på papiret troende muslimsk familie for senere at springe ud som viril homoseksuel, der både boller med gifte mænd og obersten under værnepligten.
I skærende kontrast til digterjegets udsvævende og seksuelt frie liv står barndomshjemmet med dets mange moralske formaninger og religiøse forskrifter. Her hersker kaos, vold, hæleri og utroskab. Faren Majnum og moren Layla indgår i et dysfunktionelt had- og kærlighedsforhold, hvilket skildres dramatisk i digtet ”Layla og Majnum”. I det foruroligende digt ”Fadersmål” udsættes digterjeget for stump vold, hvis han ikke kan recitere ordentligt fra Koranen.
Den prunkløse og til tider chokerende socialrealisme dominerer i flere af digtene som ”Bardom” om mordet på en grønlænder og ”Udbryderen” om søsterens desperate flugt fra det patriarkalske hjem samt ”Plantorama” om tarvelig aktivering. Disse digte er som at nærlæse ægte politirapporter og kommunale klientjournaler tilsat et stort strejf af poetisk garniture og krydderi henover.
De digte, der stadig gør det største indtryk i DJINN, er de homeerotiske digte, som ”Harddrive” om den første homoseksuelle oplevelse. I digtet onanerer og spiller to knægte den af på hinanden i et EDB-lokale. Det er ikke kun flygtige møder, der beskrives, men nærmere nænsomme kærlighedsåbenbaringer. Her bør nævnes digtet ”BMW-drøm”, der gengiver en intens oplevelse mellem to mænd, hvor intet kan fratage dem deres intime og lykkelige øjeblik.
I samlingens længste og bedste digt ”Kunsten at elske en gift mand”, som er en slags ode til en uopnåelig mand skildres flammende erotisk begær og en rørende melankolsk følelse af tab og afsavn.
DJINN er en særdeles læseværdig og rystende digtsamling om at være ung og blive voksen. En slags coming-of-age med et særegent og sjældent indblik i indvandrermiljøet og homoseksuelle kredse. Den er mere rå end Sadaqs teatermonlog ”Den unge Elias’ lidelser”. Samtidig er der en enorm ømhed i mange af digtene, der skildrer alt fra vold til sex. DJINN er kort sagt en digtsamling med ånd og med ånder.
(Gæsteanmelder: Niels Roe)
