DE STEDLØSE

★★★☆☆☆

Det Kongelige Teaters nye skuespilchef Morten Kirkskov havde egentlig først tænkt at lancere konceptet "Akut Teater" til næste år, hvor han bliver ansvarlig for repertoiret, men virkeligheden kom ham i forkøbet. Det er da også en kløgtig beslutning, og behovet for aktuelt teater er voksende – ikke mindst set i forhold til Skuespillets flove efterårssæson. Selvom DE STEDLØSE rent kunstnerisk ikke når helt derhen, hvor man havde håbet, så virker tiltaget både relevant og rigtigt.

Elfriede Jelineks tekster rummer afgjort litterære kvaliteter og sågar aktualitet, men instruktørerne Elisa Kragerup og Rune David Grue gjorde hverken hende eller os en tjeneste ved at servere ordene via et monotont råbekor – inklusive skuespilchefen – i kulissen fra "Menneskedyr". Vi savnede fokus, og kun i de øjeblikke, hvor Dana Alshihaby lod sin smukke sangstemme lyde, blev vi for alvor rørte.

Selvfølgelig gjorde gløden i Danica Curcics intense blik også indtryk, men måske en mindre højpandet forfatter end Jelinek – gerne dansk! – kunne have forfattet en ny tekst, der i højere grad formåede at favne publikum? For vi havde brug for at føle os favnet denne eftermiddag, og det blev vi kun i kraft af samværet – ikke i kraft af kunsten.

Men godt ord igen – intiativet fortjener ros. Vi har stadig mod på mere akut teater, når bare ikke et skuffende kvalitetsniveau bliver en kronisk forekomst.