★★★★☆☆
Der er tilsyneladende ingen grænser for den tyske selvransagelse – i al fald når det gælder produktion af selvkritiske spillefilm. Man kan mene, at Tyskland som nation har en del på samvittigheden historisk set, men at hovedparten af de tyske film, der får dansk premiere, synes at være en del af denne selvransagelse, forekommer at være lige i overkanten.
Tyskland er altså andet end rædslerne før, under og efter 2. verdenskrig. Vi må for alt i verden ikke glemme disse hændelser, men vi har også brug for at se et andet Tyskland.
WANNSEE-KONFERENCEN er dog på papiret et ganske spændende filmprojekt, fordi det som udgangspunkt har dokumenter, der fortæller os, hvad der rent faktisk blev diskuteret på denne skæbnesvangre konference – og hvordan.
Førende nazister mødtes i udkanten af Berlin d. 20/1 1942, og WANNSEE-KONFERENCEN skulle vise sig at blive startskuddet til den jødeudryddelse, der endte med at koste 11 millioner jøder livet.
Instruktøren Matti Geschonneck undgår – næsten – at dæmonisere de tyske officerer, og mødet handler i forbløffende grad, om hvordan en grupper mennesker løser en opgave rent logistisk. Det uhyggelige ligger nærmest i alt det, der ikke siges.
Man kan diskutere om, det ikke ville have været mere fordelagtigt at lave en dokumentarfilm om emnet fremfor en spillefilm. Gang på gang kommer man i tvivl om, hvorvidt de betoneringer, der uundgåeligt ligger i spillet rent faktisk afspejler måden ordene blev sagt på. Det er på mange måder prisværdigt, at instruktøren synes at have tilstræbt lutter neutrale præstationer fremfor store stjernesture udført af stjernenavne.
Men da stoffet ikke som udgangspunkt er tænkt som dramatik, undgår filmen ikke at kede undervejs. Man skammer sig næsten over det, men føler sig overbevist om, at en dokumentarfilm om emnet ville have haft større vægt end denne lidt for sobre – næsten høflige – tilgang til stoffet.
