OM FODBOLD

★★★☆☆☆

af

Michael Falch

Forlaget Gyldendal Kolibri

VM i Qatar har på så mange måder været et flop, men så er der heldigvis opmuntring af hente i Gyldendal Kolibris bemærkelsesværdig "Om"-serie, hvor den tidligere Malurt-sanger, fodboldenthusiasten Michael Falch har bidraget med en lille bog OM FODBOLD.

Små 60 sider inklusiv et uddrag fra hans erindringsbog "Over stregen". Har man ikke sans for denne sport, kan det godt vamle lidt, når Falchs fodbold-nationalisme tager overhånd.

Men man morer sig til gengæld over, da han som barn forvandler mormors fine tinvase til en fodboldpokal ved at indgraver sin fodboldklubs initialer i den: B.I.F. (Brabrand Idræts Forening).

Falch kommer også en med en festlig anekdote fra optagelserne til "Tarzan Mamma Mia". Falch havde inden optagelserne sikret sig, at han fik fri, når Danmark spillede landskamp, men på dagen passede det ikke instruktøren Erik Clausen, og Falch gik glip af kampen. De næste dage var der så kold luft mellem instruktør og stjerne, at der blev indkaldt til krisemøde. Clausen indrømmede, at han havde haft svært ved at tage det alvorligt, men erkendte at han havde brudt aftalen. Heldigvis blev Michael Falchs præstation i denne film en af hans bedste, så hans offer var ikke forgæves.

Falch beretter også om, hvornår han ved et showstars-arrangement i Svendborg blev beordret til at sparke hjørnespark af selveste Michael Laudrup. Nerverne sad udenpå tøjet, men det gik naturligvis godt – ellers var det næppe kommet med i bogen, tænker man.

Falchs begejstring er heldigvis først og fremmest smittende, men OM FODBOLD egner sig primært til at blive læst af folk, der er fan af fodbold – eller Michael Falch.

(Michael Søby)