THE LOST KING

★★★★☆☆

Stephen Frears har skabt mesterlige film som Oscar-vinderne "Farlige forbindelser" og "The Queen", så selvom THE LOST KING ikke når helt op på det niveau, så er filmen stadig intelligent underholdning med et vis indhold.

Sally Hawkins, der sidst overraskede i den magiske "The Shape of Water", er stilfærdigt rørende som Philippa Langley, der efter et besøg i teatret bliver besat af at vide mere om "Richard III".

Via gruppen "Richard III-selskabet" erfarer hun, at William Shakespeares portræt af den tilsyneladende blodtørstige konge ikke nødvendigvis var dokumentarisk, og hun former tilmed en teori om, hvor hans lig ligger begravet, og sætter sig for, at liget skal findes, så Richard kan få en kongelig begravelse.

Steve Coogan (der spillede Gøg i Jon S. Bairds vidunderlige film om "Gøg & Gogge") portrætterer Philippa Langleys mand, der i forbløffende grad støtter hende, fordi han elsker hende. Coogan har da også skrevet manuskriptet – sammen med Jeff Pope – og det borger for kvaliteten. Deres samarbejde på Judi Dench-filmen "Philomena" indbragte dem velfortjente Oscar-nomineringer.

THE LOST KING er en utrolig men sand historie, og handler ikke kun om at følge en drøm. Den er også et forstemmende portræt af et usundt mandsdomineret universitetsmiljø, et fænomen, vi også kender i Danmark, og som både afdøde forskere som Inge Lehmann og nulevende forskere som Ida Theilade har nikket genkendende til.

Men hvad universitetsmiljøet nærmest modvilligt har måtte acceptere, forstod dronningen heldigvis at anerkende og hun tildelte Philippa Langley en ærefuld orden.