ET DUKKEHJEM

★★★★★☆

Henrik Ibsens klassiker ET DUKKEHJEM viser atter sin levedygtighed i Skuespilhuset, hvor iscenesætter Anna Balslevs moderne fortolkning fra 201 er blevet forfremmet fra Mellemgulvet til Store Scene.
Jonas Flys fabulerende scenografi får i endnu højere grad lov til at folde sig ud på den store scene og skaber et magiske sneunivers omkring de fem skuespillere.

Sicilia Gadborg Høegh synes at være kommet et nøk dybere med sin Nora, måske fordi hun i norske Jakob Oftebro har fået en endnu mere legesyg modspiller. Jakob Oftebro, stadig en af nordens smukkeste mænd, nåede at gøre sig positivt bemærket på Mungo Park, inden de skandinaviske lande for alvor begyndte at hive i ham til film- og tv-roller.

Nu er han tilbage på en dansk scene – tilmed på Det Kongelige Teater, og det er en begivenhed, der bør fejres. For han er en fortræffelig skuespiller, og har det også høstet mange anmelderroser i hjemlandet som Henrik Ibsens "Peer Gynt". En rolle han delte med sin far Nils Ole Oftebro (kendt fra bl.a. Betty Nansen Teatrets "Når vi døde vågner" af …Henrik Ibsen).

Jakob Oftebros norske baggrund udnyttes fikst i den danske opsætning af ET DUKKEHJEM, og han synes at have en umiddelbar fortrolighed med stoffet, samtidig med at hans sproglige fornemmelse for rytmen i det danske sprog forekommer enestående. Hans Torvald er i lige så høj grad et legebarn som konen. men afholder sig alligevel ikke fra at belære Nora om dette og hint. Man synes at genkende et væld af smart-i-en-fart fyre i Jakob Oftebros detaljerige portræt af en overfladisk hykler, der atter blir et lille barn, da Nora til slut fortæller ham om sin beslutning.

Kasper Dalsgaard er helt på højde med Mikkel Arndt i sit portræt af den forsmåede og forbitrede Krogstad, og talentfulde Anna Bruus Christensen gør Fru Linde til en ganske interessant figur i denne opsætning. En kvinde, der ikke har haft det for let i sit liv, men som får et fokus og et håb, da hun ikke længere behøver at tage hensyn til sine børn.

At Dr. Rank spilles af en kvinde understreger forestillingens forankring i vor tid, og selvom Dr. Rank ikke levnes megen plads i opsætning, formår Ida Cæcilie Rasmussen alligevel at røre os med diskrete midler.

ET DUKKEHJEM er simpelthen blevet en endnu bedre forestilling, end den var ved sin fremkomst i 2020, og Anna Balslev fokusererer i endnu højere grad på andre sider af teksten, end der normalt belyses, hvilket primært virker berigende.

(Michael Søby)