★★★★★☆
Marcel Pagnol regnes af mange for Frankrigs Morten Korch, omend den franske forfatters litterære niveau og generelle virke må siges at ligge over Morten Korchs, der dog stadig er undervurderet i sit hjemland.
Marcel Pagnols værker viste sig tidligt at være velegnet til filmatiseringer, og trilogien om "Marius" (1931), "Fanny" (1932) og "César" (1936) regnes med rette for en af de største bedrifter i den franske filmhistorie. Marcel Pagnol nøjedes ikke med at skrive, men establerede tidligt sit eget filmselskab, og scorede tilmed en række internationale triumfer med film baseret på egne manuskripter. Store franske filmskuespillere brillerede ofte i komplekse Pagnol-film bl.a. Louis Jouvet i "Topaze" (1933), Fernandel i "Harvest" ("Regain", 1937) og "Passed" ("Le Schpountz", 1938), og Raimu i "Bagerens smukke kone" (1938).
Udenlandske filmatiseringer opnåede anerkendelse på lignende vis, bl.a den amerikanske genindspilning af "Topaze" (1933) med John Barrymore, "De syv haves havn" (1938) med Wallace Berry, og "Fanny" (1961) med Leslie Caron, Charles Boyer og Maurice Chevalier.
I 1986 fulgte Claude Berris to mesterværker "Kilden i Provence" og "Manon og Kilde", der cementerede Gérard Depardieus internationale stjernestatus og gav Yves Montand hans livs rolle. For Daniel Auteuil betød filmene et verdensgennembrud, og derfor vente han mange år senere tilbage til Marcel Pagnol, og filmatiserede i 2011 "Brøndgraverens datter" efter eget manuskript med sig selv i den mandlige hovedrolle.
Yves Roberts "Min fars store dag" og "Min mors slot" fra 1990 nåede kunstnerisk ikke op på samme niveau som de to Berri-film, men bekræftede dog stadigvæk Marcel Pagnols popularitet.
MIN SOMMER I PROVENCE ("Le Temps des Secrets") beskæftiger sig ligeledes med Marcel Pagnols barndomserindringer. Instruktøren Christophe Barratier, der skabte den uimodståelige Oscar-nominerede "Koret" fra 2004, formår atter engang af få børn til at spille naturligt, og både Léo Campion som den lille Marcel, Baptiste Négrel som barndomsvennen Lili og Lucie Loste Berset som Marcels barndomskæreste Isabelle gør god fyldest.
Christophe Barratier udnytter de smukke naturscenerier i Provence på storartet vis, og også i denne film bliver den medrivende musik en organisk del af filmen.
Guillaume de Tonquédec, der også gjore sig fordelagtigt bemærket i et anden biografaktuel film ("Délicieux" – om tilblivelse af den første franske restaurant), spiller Marcels livskloge fader og Mélanie Doutey yder ham kapabelt modspil som hans viv, Marcels mor.
Men i sidste ende er det fortælleren Marcel Pagnol, der er filmens egentlige stjerne og atter engang når man til den samme konklusion: Der burde altid være en Marcel Pagnol-film i de danske biografer.
NB! Bliv siddende i biografen under rulleteksterne, da vi får billeder og oplysninger om, hvad der i virkeligheden skete med filmens karakterer, som vi allerede er kommet til at elske.
