THOR 4: LOVE AND THUNDER

★★★☆

Taika Waititi vandt en Oscar for sit både morsomme og bevægende manuskript til "Jojo Rabbit", og hans Marvel-film "Thor: Ragnarok" opnåede også en vis popularitet uden helt at kunne leve op til den første af de fire Thor-film.

Ligesom i "Jojo Rabbit" finder Taika Waititi en god blanding af komik og alvor, og han er mere dristig – også rent humoristisk – end mange af sine mere bonerte amerikanske kolleger. Hverken nøgenhed eller seksualitet synes at skræmme ham, og filmens fanden-i-voldske charme bliver i sidste ende dens redning.

Chris Hemsworth oser af sympatisk selvironi som THOR, og rent fysisk er han faktisk ret guddommelig. Det gælder også Natalie Portman, der også i glimt udviser humoristisk sans i rollen som Jane Fonda – sorry Jane Foster.

Christian Bale, formidabelt sminket som skurken Gorr, finder en ægte smerte i sin rolle, og Russell Crowe forekommer på det nærmeste ukendelig som Zeus. Chris Pratt lyser altid op, selv i en mindre rolle, og Vin Diesel, der lægger stemme til Groot, har en overraskelse til os til sidst.

Effektmæssigt er denne film, hverken værre eller bedre end forgængerne, men måske smiler man lidt mere under denne kun to timer lange Marvel-film. THOR 4: LOVE AND THUNDER er ikke nogen uundværlig biografoplevelse, men får man behov for en såkaldt popcorn-film på et stort lærred, er den egentlig et udmærket bud.