VERDENS VÆRSTE MENNESKE

★★★★★☆

Norsk film opnåede i år sin største triumf nogensinde i Oscar-sammenhæng. Landets mest berømte filmstjerne Liv Ullmann modtog endelig en æres-Oscar efter forgæves nomineringer for "Udvandrerne" og "Ansigt til ansigt". Og for første gang nogensinde opnåede en norsk film to Oscar-nomineringer – i kategorierne bedste original-manuskript og bedste internationale film: VERDENS VÆRSTE MENNESKE

Da filmen er med i Biografklub Danmark, har det danske publikum måtte vente et år på at se filmen i en dansk biograf, hvilket i grunden er urimeligt. Man kan diskutere om friskheden og aktualiteten stadig er intakt, men ikke om det er god film.

Joachim Triers Oslo-trilogi, der lagde ud med "Reprise" og "Oslo, 31. august" får med VERDENS VÆRSTE MENNESKE en fornem afslutning, og spørgsmålet er, om det ikke er instruktørens fineste film i det hele taget? Samlet set udgør de tre film en kunstnerisk helhed, der får Richard Linklaters "Before" til at blegne, og i nyere norsk film- og tv-historie kun tåler sammenligning med TV-serien "Skam", der dog henvente sig til en yngre generation.

VERDENS VÆRSTE MENNESKE handler om en ikke længere ung kvinde, der aldrig rigtig ved hvad hun vil eller med hvem. Renate Reinsve, der sidste år vandt pris i Cannes for præstationen, fremstiller hende indtagende, men man tænker, at denne uberegnelige kvinde må være dybt irriterende at være kæreste med.

Anders Danielsen Lie (der også gjorde indtryk som Joseph i "Bergmanns ø", vækker mere medfølelse som hendes ældre mand, der også på en måde bliver hendes offer.

VERDENS VÆRSTE MENNESKER ligner et langt stykke af vejen en norsk Woody Allen-film, men Joachim Trier forbliver i sidste ende helt sin egen. Man kan derfor med sindsro løse billet til den selvstændige tre’er – for mere begavet komedie-drama findes næppe på repertoiret i øjeblikket.