DOWNTON ABBEY:

EN NY ÆRA

★★★★★★

Filmselskabet UIP afholdte en flot filmgalla i Imperial Bio i anledningen af Danmarkspremieren på DOWNTON ABBEY: EN NY ÆRA, den anden spillefilm om herskabet og tjenestefolkene på berømmede gods.

Men DOWNTON ABBEY: EN NY ÆRA bærer på ingen måde præg af at være en to’er. Den begavede instruktør Simon Curtis ("Min uge med Marilyn") har lavet en selvstændig film, der er en hyldest til det uovertrufne og forbløffende intankte skuespillerensemble og til det væld af dygtige folk bag kameraet, der har bidraget til at gøre tv-serien og filmene om DOWNTON ABBEY til historiens mest succesfulde kostume-drama.

Filmen tager sin begyndelse, da det kommer for en dag, at den alderende Lady Grantham (gloriøst fremstillet af Dame Maggie Smith) i sin ungdom have en lille romance i sydfrankrig. Nu har hun til familiens overraskelse pludselig arvet en villa dernede, men afdødes franske enke – stateligt fremstillet af Nathalie Baye ("Det grønne værelse") – er ikke begejstret for den overraskelse. Derfor beslutter en delegation af Crawley-familien og butleren Carson at rejse til det sydlige Frankrig for at få afklaret sagen.

Mary (Michelle Dockery) og majoriteten af tjenestefolkene bliver tilbage på DOWNTON ABBEY, der får besøg af et filmhold. For at betale en kostbar tagreperation har man nemlig måtte acceptere, at DOWNTON ABBEY danner rammen om nogle filmoptagelser. Disse kompliceres dog af tonefilmens gennembrud, og de hyrede stumfilmsstjerner skal pludselig sige replikker, og det er ikke alle, som har lige let ved det. Det giver anledning til en række vittige scener, – ikke ulig dem fra musicalen "Singin’ in the Rain", men med større empati for de berørte kunstnere.

Man glæder sig over, at der også er blevet plads til nye ansigter i denne film bl.a. Hugh Dancy og Dominic West som henholdsvis instruktør og skuespiller. Og at tilsyneladende tragiske skæbner som Thomas og Molesley pludselig aner håb for fremtiden.

Men DOWNTON ABBEY: EN NY ÆRA er i mere end een forstand et farvel til en æra. Det sidste kvarter af filmen er ligefrem en kærlighedserklæring til den æra og den skuespiller, der mere end nogen anden har personifiseret den.

Selv en sten må fælde tårer for en flottere og smukkere exit har man aldrig set tidligere i filmhistorien – men vi har også med skuespilkunstens fineste repræsentant at gøre. Dermed ikke sagt, at der aldrig kommer en tre’er og at vi aldrig får flere film med Maggie Smith på det store lærred. Hun er heldigvis stadig i en alder af 87 år ligeså så uforudsigelig, som den karakter hun spiller i DOWNTON ABBEY: EN NY ÆRA.