★★★☆☆☆
Sæsonens mest ækle teaterforestilling KANNIBALEN, en samarbejde mellem Teater Grob og Det Kongelige Teater, kompenserer heldigvis ved at være stilistisk interessant ved urpremieren på Skuespilhusets Lille Scene.
Johannes Lilleøre har skrevet en frygtelig detaljeret tekst om en skandale-historie, der gik verden rundt, om Armin Meiwes, som i 2001 myrdede Bernd-Jürgen Brandes. Han skar hans penis af, brasserede den, hvorefter han og ofret åd den. Efter at lade ofret forbløde i en badekar stak han ham i halsen med en kniv, parterede ham og nedfrøs ca. 30 kilo af hans kød til senere brug.
Armin og Bernd-Jürgen møder hinanden i et chatrum og deres dybe ensomhed illustreres visuelt med et massivt mørke, hvor vi kun hører to mand tale fra hver deres side af et nøgent scenegulv. Armin søger på chatten en mand han kan æde, og Bernd-Jürgen vil gerne være hans næste måltid. De taler alt igennem inden, mødes, har sex, men da Armin får kolde fødder og ikke kan levere den smerte, som Bernd-Jürgen forventer, tager Bernd-Jürgen afsted. Senere skriver Armin til Bernd-Jürgen, at han fortryder og han lover at gå hele vejen, hvis Bernd-Jürgen kommer igen.
Man er lige ved at komme i tvivl om, hvorvidt instruktøren Sargun Oshana hellere ville have lavet forestillingen som radioteater, og selvom det mørke rum har en kunstnerisk kvalitet, da de som udgangspunkt skriver fra hver deres chatrum, så virker det fremmedgørende i sexscenen, hvor de tydeligvis stadig befinder sig i hver deres side.
Lysdesigner Jes Theedes overgang til et mere lysfyldt rum er dog af stor virkning, og lysglimt af et nøgent menneske opleves også som håb om nærhed. Johannes Lilleøre og Sargun Oshana ser tydeligvis forbindelsen mellem de to mennesker som en art kærlighedshistorie. Grotesk, syg, pervers og dog en kærlighedshistorie.
Der hvor lysdesignet ikke virker er, når Bernd-Jürgen har fået skåret sin penis af, og man så alligevel kan Patrick Baurichters pik, selvom teksten fastslår, at der kun er et mørkt hul tilbage.
Først mod slutningen får vi begge skuespillere at se. Patrick Baurichters kropslige skrøbelighed gør indtryk, og Morten Burians finder nogle stærke udtryk med både smerte og ømhed i sit portræt af kannibalen, og viser os samtidig, hvor dyb en ensomhed kan være. For Armin er der en stille trøst i, at hans elskedes DNA nu for altid vil være en del af Armins egen krop.
KANNIBALEN er en ligefrem rystende forestilling, der med god grund er strengt forbudt for børn, en forestilling, som man under ingen omstændigheder ser igen. Det er også en kunstnerisk konsekvent forestilling, der i den grad udfordrer os – og det skal teater også turde.
Så det er virkelig med blandede følelser, man forlader salen, men måske mest af alt med lettelse, selvom forestillingen kun har varet en god times tid. De medvirkendes dedikation må man dog tage hatten af for, og det gør vi så hermed.
(Michael Søby)
