★★☆☆☆☆
Marie Topp har sammen med komponisten Julia Giertz og lysdesigner Mårten K. Axelsson kreeret den første af tre forestillinger, der reflekterer over tid og eksistens.
Forestillingen er udviklet i fællesskab med de tre dansere Johanna Chemnitz, Emilie Gregersen og Alen Nsambu, der udfolder sig i et tågelandskab, som både kan signalere verdens begyndelse eller dens afslutning efter en krig.
Vi møder tre skabninger, der forsøger at orientere sig i dette mærkværdige univers. Til start er bevægelserne nærmest dyriske, men senere bliver de snarere robotagtige for til slut at have et klart menneskeligt fokus.
Et drømmeagtige skær konfronteres med metaliske lydbilleder, der indikerer at ikke alt er som det skal være, og at kloden befinder sig i konstant forandring.
Danserne bevæger sig gennemgående i slow-motion, hvilket naturligvis giver tid til reflektion, men sandelig også til irritation, selvom man må beundre dansernes kropskontrol. Det kunne dog være velgørende, hvis vi måtte opleve andet end kontrol, f.eks en snert af livfuldhed – selv i minimalistisk format.
Hvad titlen henviser til, er forestillingen desværre for defus til at kunne svare på, og man undrer sig over, at så smalt og næsten publikumsfjendsk et projekt kan afstedkomme så mange støttekroner til så relativt få opførelser.
Det ville i al fald klæde dele af det moderne dansemiljø i København, hvis man gjorde op med det prætentiøse og selvhøjtidelige, og i højere grad begyndte at kommunikere med publikum. Det har f.eks. Uppercut Danseteater formået, mens andre hænger fast i en kunstopfattelse, der dybest set virker gammeldags. Lad os i det mindste håbe, at de kommende to dele af denne trilogi vil sit publikum mere, for ellers bør pengekasserne simpelthen lukkes i.
Forestillingen er produceret i samarbejde med Dansehallerne i København og Inkonst i Malmø, og kan p.t. ses i Dansekapellet ved Bispebjerg Torv.
(Michael Søby)
