STUDIO 666

★☆☆☆☆☆

Kombinationen musikdokumentar og gys er sjældent set. Det er der flere gode grunde til, og man kan selv dem alle i den gennemgående rædselsfulde STUDIO 666.

Rockgruppen Foo Fighters, der selv har produceret makværket, sætter sig i den grad mellem to stole, for STUDIO 666 bliver aldrig rigtig uhyggelig, da ethvert tilløb til spænding bliver afbrudt af fjollerier eller musik.

På samme måde fremstår de musikalske indslag også sært utilfredsstillende, fordi de hele tiden skal passes ind i en handling, hvor de ikke høre hjemme.

Instruktøren BJ McDonnell har baseret filmen på en fjoget historie af Foo Fighteren Dave Grohl – og forbilledet for dem begge er tydeligvis John Carpenter, manden bag en række tarvelige splattergys i 70erne og 80erne.

STUDIO 666 forekommer desværre håbløs umorsom, og ingen af Foo Fighterne synes at have så meget som skyggen af skuespillertalent. Faktisk er det pinagtigt at se filmen til ende, for man er totalt ligeglad med plottet undervejs.

STUDIO 666 er en opvisning i dårlig smag, og en af de ringeste film, vi har set i denne filmsæson.