★★★★☆☆
Græske sci-fi komedier ligner ikke nogen andet lands. I fald ikke hvis Christos Nikous debutfilm APPLES ("Mila") kan anses som en typisk repræsentant. I stedet for nyteknologiske apparater bruges der i filmen både spolebåndoptagere og kasettebånd på. På een gang et portræt af et land, der tilsyneladende halter bagud i forhold til resten af verden, men måske også et land, der har andre (og sundere) værdier?
Nikou har været instruktørassistent for både Yorgos Lanthimos ("Dogtooth") og Richard Linklater ("Before Midnight"), så det kan ikke undre, at hans stilsikre debut både har sans for det absurde, og alt det, vi ikke siger til hinanden.
Aris (den bemærkelsesværdige Aris Servetalis) er en mand, der i forbindelse med en pandemi tilsyneladende rammes af hukommelsestab. Han indlægges på en anstalt, men da ingen tilsyneladende savner ham ude i virkeligheden, får han valget mellem at blive boende eller at få en ny identitet. Han vælger at starte forfra – og med bizarre daglige udfordringer fra en kasettebåndoptager kaster han sig ud i et nyt liv, som han samtidig skal dokumentere via et utal af selfies.
Det går i det store og hele godt, men man aner efterhånden, at der ikke blot er tale om hukommelsessvigt men også ønsket om at fortrænge en smertefuld fortid.
Bag den diskrete humor i APPLES gemmer der sig også nogle dybe eksistentielle spørgsmål, der giver APPLES en overraskende dybde. Man har den følelse, at på trods af en handling, der omhandler hukommelsestab, vil netop en film med APPLES hjemsøge ens erindringer, når man mindst venter det.
