– SIKKER I TRAFIKKEN
★★★★☆☆
Man er ikke i tvivl om, at Børneulykkesfonden har samarbejdet med Louise Schouw Teater. For der indgår alverdens gode råd til debutanter i trafikken i den gennemsympatiske nye forestilling om drengens Villads’ narrestreger. Villads-figuren finder man også i bogen "Sikker i trafikken", men lige nu kan man møde han på vesterbros førende børneteater, Teatret Zeppelin.
Villads er blevet familiens store dreng, men Oliver Lundquists har alligvel så meget hvalpet charme, at ungerne øjeblikkelig accepterer ham som en jævnaldrende. Alder er kun et tal, og forestillingens sødmefyldte dramatiker Gunvor Reynberg springer med lune fra rollen som emsig pensonist og hundemor til en bjæffende køter ved navn Delle til rollen som letsindig lille ballonpige.
Allan Helge Jensen er morsom som ihærdig politibetjent med sprogforbistring og som den velsyngende konge af asfalten. Elskelig er også Marianne Bøgelund – både som Villads’ lidt -men ikke tilstrækkeligt – forsigtige veninde, men også som den kække grønthandler Karsten, der også sælger slik.
Louise Schouw har selv iscenesat denne to’er, som er fuld på højde med etteren, og får fortrinlig opbakning af komponisten Lars Fjeldmose, der altid er god for et par iørefaldende sange.
VILLADS FRA VALBY – SIKKER I TRAFIKKEN tager blot en time, og er en forestilling som både børn, deres forældre og bedsteforældre kan have glæde af.
(Michael Søby)