★★★★☆☆
Selvom det ikke er Posthus Teatret, der har produceret forestillingen DEN STILLE KLOVN, så passer den smukt ind i det hyggelige teater med sin lyriske skildring af et kun til dels fiktivt klovneliv.
For Arne Bjørk trækker naturligvis også på sine personlige erfaringer som klovn i Cirkus Benneweis – både i bogen af samme navn og i det teatermanuskript som han og Mathias Rosenkrands Bech har udarbejdet med udgangspunkt i bogen.
Arne Bjørk har også en omfattende og alsidig skuespillerkarriere bag sig bl.a. på Odense Teater, der også producerede og havde premiere på forestillingen. Og det er netop kloningen af klovnen og skuespilleren, der gør DEN STILLE KLOVN til en usædvanlig fin forestilling.
Arne Bjørk kan stadig trylle med betydelig elegance, der låner ægte cirkusmagi til DEN STILLE KLOVN, og han bidrager ligeledes musikalsk til forestillingen på mundharpe og violin. Hans sørgmodige øjne vidner om et levet liv, og den sorte klovnenæse antyder også, at DEN STILLE KLOVNs tilværelse ikke har været en dans på roser.
Men Arne Bjørk giver ham ægte poesi og værdighed, og i Liselotte Krogagers opmærksomme iscenesættelse får han tilmed både udtryksmæssig og vokal variation.
Så und dig selv halvanden time med DEN STILLE KLOVN på Posthus Teatret og husk at afsætte tid til et besøg i teatrets hyggelige café, hvor man både finder varme og kolde drikke samt diverse former for chokolade.
(Michael Søby)