★★★★☆☆
En af årets mest bevægende dokumentarfilm handler om beboerene og plejerne på Dagmarsminde Plejehjem. Her praktiseres bl.a. nedtrapning af medicin, nærvær og fysisk kontakt samt et lille glas i ny og næ.
Instruktøren Louise Detlefsen har gennem et par år fulgt det daglige liv, der både rummer ømhed og smerte, og man tvivler i grunden ikke på, at disse beboere har det bedre på dette plejehjem end på de mere almindelige og underbemandede. Ikke mindst en scene i skoven, hvor de gamle krammer store træstammer er en øjeåbner for, hvorledes en mere sanselig behandling af demente kan have betydelig virkning.
Men filmen er heldigvis ikke ukritisk, og beslutningen om at nedtrappe væskemængden for en bestemt beboer, skaber da også en etisk diskussion blandt de ansatte. For definitionen af en værdig død er ligeså individuel og følsom som argumentationen for eller imod aktiv dødshjælp. Som pårørende kan man komme i tvivl om, hvorvidt det rent faktisk er personalet eller de pårørende, der mere eller mindre uofficielt træffer de afgørende beslutninger i den forbindelse. Man tvivler dog aldrig på de gode intentioner bag, og det er jo nok så vigtigt i denne sammenhæng.
Man sidder alligevel tilbage med ubesvarede spørgsmål med hensyn til, om de demente selv har givet tilsagn om at medvirke, eller om de pårørende eller plejepersonalet har taget beslutningen for dem. De færreste af os drømmer vel om at blive filmet i dement tilstand, og selvom det bestemt er gjort med empati og generel sensitivitet, så ligger der også en etisk debat i spørgsmålet om, hvor tæt kan man tillade sig at gå på mennesker i den tilstand? Ville de demente beboere have sagt nej, dengang de endnu havde alle deres åndsevner i behold?
(Michael Søby)
