OVER STREGEN

Af Michael Falch

Forlaget Gyldendal

★★★★☆☆

Michael Falch er en alsidig herre. De sidste årtier har han sunget hæst på dansk og spillet hård banan i film og serier. Ikke nok med det har han forfattet dagbøger og ungdomserindringer. Nu er tiden kommet til at skildre voksenlivets mange meritter.

I erindringsbogen OVER STREGEN anlægges et dobbeltsporet perspektiv. Det ene spor i bogen følger ungdomsårene, hvor Falch flytter til København og grundlægger rockbandet Malurt. Det andet spor følger Falch i nutiden, hvor skilsmisse og en ny kærlighed præger hans livsverden.

OVER STREGEN er en lidt rodet bog, der minder os om, at erindringer sjældent dukker op i en snorlige rækkefølge. Den dukker nærmere op som splintrede brudstykker og lysende fortidsglimt.

Netop denne kendsgerning bruger Falch som greb og drivfjeder i sin bog. På mange måder fungerer det godt, men i nogle passager kommer han desværre ikke ordentlig i dybden, fordi der pludselig springes i tid og sted. Det er en skam, fordi Falch er en dygtig kronikør.

Det er ikke kun konkrete oplevelser, der optager siderne i Falchs bog. Flere åndelige og småfilosofiske indskydelser trænger sig på. Således gør han sig overvejelser over tolerance, kunst og døden.

I begyndelsen udråber Falch Henrik Pontoppidans roman “Lykke-Per”, som den definerende bog i sit liv. Undervejs diverterer Falch ligeledes med henvisninger til Paulus og kommenterer lettere nonchalant på tantrasex. Den ret snakkesalige og lidt for knopskydende stil er bogens hæmsko. Modsat skriver Falch godt og drevent, hvilket formindsker ens modstand.

Særligt de personlige oplevelser løfter bogen. En rejse til Thailand med kæresten Ginnalee og ikke mindst forholdet til filmkritikeren Ole Michelsen står stærkt. Dertil hører vi om musikerlivet, men det er i sidste del, det for alvor bliver interessant. Her giver Falch et aktuelt indblik i de mange strabadser kunstenere har gennemlevet under Corona-nedlukningen.

OVER STREGEN er en ærlig og åbenhjertig bog, der kortlægger et oplevelsesrigt liv. Den kan oplagt læses af inkarnerede Falch-fans, men kan også læses, hvis man gerne vil have et indtryk af et menneske, der både kan tænke og elsker at være på farten.

(Gæsteanmelder: Niels Roe)