★★★☆☆☆
Instruktøren Augustine Frizzell har drejet en ganske lækker men lidt for glat kærligheddrama, der sammenfletter to romancer med over et halvt århundreds mellemrum.
En kurvet Shailene Woodley har aldrig været mere attraktiv på film end som velstillet viv til en ung rigmand (kønne kedelige Joe Alwyn ("The Favourite").
Det forekommer derfor fuldt forståeligt, at den forsmåede men særdeles velklædte hustru kaster sig i armene på en mandig udenrigskorrespondent, især når denne spilles af den fysisk fortrinlige britte Callum Turner ("Emma").
En bilulykke betyder desværre at den skønne frue får hukommelsestab, og alle de lidenskabelige kærlighedsbreve kommer først til deres ret mange år senere, da en småtrist skribøse fatter interesse for dem. Med uvurderlig assistance fra en kantet men køn arkivar (vittigt spillet af Nabhaan Rizwan) finder hun ud af, at de to elskende stadig lever, men stadig ikke har fundet hinanden.
Desværre ligner de to gamle elskende overhovedet ikke de skuespillere, som spillede dem som unge, og her ville man ønske, at man blot havde hyret en sminkehold og så troet på de unge skuespilleres evner til at agere gamle.
Men ellers er det let for romantiske sjæe at lade sig forføre at en dobbelt dosis kærlighedsnonsens, især når Shailene Woodley dasker omkring i raffinerede 60-kostumer, der kunne have tilhørt Jackie Kennedy, Maria Callas og Elizabeth Taylor.
Troværdigheden ryger nok en smule til sidst, men Augustine Frizzell har gjort et hæderligt stykke arbejde, og som produktion betragtet ligger den over genregennemsnittet, selvom historien ikke holder hele vejen i mål.
