4 EVER

★★★★★☆

Selvom det efterhånden er en del år siden, at teaterfortællingen 4 EVER vandt en Reumert som bedste børne- og ungdomsforestilling, har den hverken mistet sin kraft eller relevans.

Beretningen om de 4 drenge Deep, Mini, Ice og Shine rammer plet denne formiddag hos det ungdommelige publikum på Brøndbyøster Skole, og myten om at store børn ikke kan være stille og opmærksomme, når de ser teater, blev i den grad afkræftet.

Det er da også en sjældent veldisponeret historie, som Pia Marcussen har skrevet med Lose Ørskov som dramaturg, om hvordan venskab forpligter på både godt og ondt.

Et smukt billede af fire drenge i tågedis sætter stemningen for de ca. 50 minutter, forestillingen varer, og understøtter den renhed i udtrykket, som Pia Marcussens iscenesættelse også synes at stræbe efter.

På scenen sidder en skuespiller og en musiker. Chadi Abdul-Karim viser sig at være en formidabel fortæller med en forbilledlig diktion og en flot moduleret stemme, der sørger for dramatisk variation hele vejen. Han suppleres glimrende af Nikolaj Rosengreen, der selv har komponeret dele af den fængende musik.

4 EVER kan sagtens klare endnu en turné og burde være obligatorisk stof for større børn på enhver skole. Et lille mirakel som producenterne OPGANG2 godt kan tillade sig at være stolte af.

(Michael Søby)