★★★☆☆☆
Naturligvis må man gerne forsøge at modernisere en opera. Og i tilfældet CARMEN har man nærmest pligt til, når den nu spilles så hyppigt. Den Jyske Opera slap afsted med det for få år siden og i år forsøgte Opera Hedeland sig med mindre held. Nu er det Det Kongelige Teaters tur og de præsenterer en glat og overkoreograferet show-version med tre fejlcastede sangere i hovedrollerne.
Jævnt underholdende og med enkelte flotte scenebilleder af Katrin Lea Tag, men scenografisk hæmmet af en gigant trappe, der fylder det meste af scenen i de over tre timer, man tilbringer i Operaen.
På denne trappe gør CARMEN sin entré – i gorilla-kostume! En besynderlig henvisning til Marlene Dietrichs blonde Venus, som vi allerede har hilst på i Tivoli i forbindelse med forestillingen "Divaer i Glas".
Det vrimler med folk på trappen, for vi må endelig ikke kede os, og både dansere, børnekor og mimere bidrager til massefylden.
Men hvad blev der egentlig af trekantsdramaet med CARMEN i centrum? Det druknede i den opulente iscenesættelse.
Michèle Losier som Carmen og Gisela Stille som Michaëla synger begge smukt, men man savner mere liv i kroppene og mere nærvær i spillet. Migran Agadzhanyan åbner for sent op for lidenskaben som Don José, og Antole Sivkos stemme knækker flere gange undervejs i rollen som tyrefægteren.
Men det uforlignelige operakor og Det Kongelige Kapel under ledelse af Alexander Vedernikov gør, at vi rent musikalsk har grund til at være tilfredse, og Palle Knudsen liver heldigvis altid op på en scene.
Barrie Koskys iscenesættelse virker konstant overfladisk og hans insisteren på at fremstille CARMEN som en stærk kvinde sært påklistret, selvom der i grunden er belæg for det i historien, hvis bare han havde interesseret sig for den. Det sociale aspekt synes så godt som borte i denne modæne og sjælløse version, der ikke fortjener det store publikum, den får.
(Michael Søby)
