★★☆☆☆☆
I kølvandet på Me Too-bevægelsen er der kommet flere film, der ikke blot er skabt af kvinder men også med såkaldt "female sensibility".
BOOKSMART har tilsyneladende alle de rigtige ingredienser: Den skildrer alliancen mellem en begavet tyk pige og hendes lesbiske veninde, og får samtidig opfyldt stort set alle krav om klassisk politisk korrekthed med hensyn til seksualitet og race.
Men tonen er skinger og filmen nærmest konstant støjende. Mest af alt ville man ønske, at instruktøren Olivia Wilde havde bedt de to hovedpersoner om at holde kæft bare en gang imellem. I stedet får vi en overgearet sexfikseret ungdomsfilm, hvor der bandes, ryges og drikkes mere end på et fodboldstadion.
BOOKSMART prøver at have nogle sunde pointer i en sindsyg verden, men det virker sjældent overbevisende, og flere steder ligefrem hyklerisk.