del 1 og 2
★★★★★★
Odense Teater spiller med musklerne i Odeon gennem en vildt ambitiøs og overvældende vellykket opsætning af Elena Ferrantes romaner i April de Angelis’ forbilledlige bearbejdelse.
6 timer og 10 minutter lyder af meget, men når det inkluderer tre pauser og man har mulighed for at mæske sig med en lækker sandwich og et par forfriskninger, så går det sagtens. Først og fremmest fordi det er en dunrende underholdende forestilling, som iscenesætter Madeleine Røn Juul og co. har skabt.
Den aflange scene er tilsyneladende skabt i krakelerede sten, der understreger det hårde liv i det gangsterstyrede Napoli. Hele rummet tages i brug i Odeons lille sal, hvilket låner dynamik til dette episke drama om to livslange veninders fælles historie.
Catia Hauberg Engels scenografiske enkelhed danner en givende kontrast til de periodesikre kostumer, og musikalske godbidder såsom Gigliola Cinquettis originaludgave af "Non ho l’età" (vindersangen ved Det Internationale Melodi Grand Prix i København 1964) bidrager til karakteristikken af de skiftende tider.
Oversætteren Peter Dupont Weiss fanger præcist det saftige sprog i Napolis gader, og forestillingen bliver både et hjertegribende dobbeltportræt af to seje kvinder og en skildring af et forrådet Italien, hvor machokulturen unægteligt har haft en pris.
Vi har længe vidst, at Odense Teater har Danmarks stærkeste ensemble, og i MIN GENIALE VENINDE får især kvinderne lov til at folde sig ud. Træfsikre karakterskuespillerinder som Mette K. Madsen, Ghita Lehrmann, Hanne Hedelund og Cecilie Gerberg får det maksimale ud af samtlige roller, de spiller.
Centralt står selvfølgelig Sarah Boberg og Malene Melsen, to kunstnerinder på deres kunst højde. De har ofte givet skæve eksistenser liv i diverse makante biroller. Nu får de både plads og lov til at vise talenternes omfang som henholdsvis Elena og Lila, og de kvitterer begge med karrierebedste præstationer.
Så heldige var Elena og Lila aldrig. Ingen af dem fik de liv, der havde potentiale til, selvom Elenas gang på jorden trods alt har været lettere end trodsige Lilas.
Men deres historie og forestillingen som helhed bliver en dokumentation af kvinders livsvilkår gennem årtier og samtidig en hyldest til alt det kvinder kan individuelt og i fælleskab.
(Michael Søby)
