★★★★★☆
Rudolf Nureyev var sin generations største danser, berømt og berygtet over hele kloden, fejret og feteret som få. En mesterlig dokumentarfilm om hans liv havde premiere sidste år, og nu får vi så Ralph Fiennes’ glimrende spillefilm, der med udgangspunkt i den vigtigste beslutning Rudolf Nureyevs liv tegner et ærligt portræt af en kontroversiel mand.
Fiennes har forståeligvis allieret sig med selveste David Hare, der ikke bare regnes for Englands mest begavede dramatiker, men som også har skrevet en række af sin hjemlands mest intelligente film: Guldbjørn-vinderen “Wetherby” med Vanessa Redgrave, “For enhver pris” (“Plenty”) med en sublim Meryl Streep, hovedværket “The Hours” med Nicole Kidman i sin Oscar-rolle som Virginia Woolf og “The Reader”, der indbragte Kate Winslet en Oscar.
David Hare har da også forstået at løfte denne opgave i samarbejde med Nureyev-eksperten Julie Kavanagh, så vi forstår, hvordan Rudolf Nureyevs gæstespil i Paris blev en skelsættende begivenhed, der for altid kom til at præge hans liv – både bagud og fremadrettet.
Ralph Fiennes fortjener ikke blot at blive husket for Oscar-nominerede præstationer i “Schindlers liste” og “Den engelske patient”, for også som instruktør har han markeret sig stærkt med “Coriolanus”, en hårdtslående Shakespeare-filmatisering, samt en fortryllende Charles Dickens-film med titlen “Den usynlige kvinde”.
I “White Crow” lader han samtlige medvirkende tale på de sprog, de rent faktisk talte, da begivenhederne fandt sted, hvilket betyder, at der i mindst ligeså høj grad tales russisk i “The White Crow” (“den hvide krage”, et af Nureyevs mange kælenavne). Ralph Fiennes lærte sig allerede russisk, da han i Londons West End spillede Anton Tjekhovs “Ivanov” (bearbejdet af David Hare og iscenesat af Jonathan Kent) – en produktion, der tilmed gæstespillede i Moskva. Rollen som Pushkin, Nureyevs lærermester og ven, krævede dog ekstraundervisning, men resultatet er da også både imponerende og overbevisende.
Opmærksomheden samler sig naturligvis især om portrættet af Nureyev, og i den russiske danser Oleg Ivenko har Fiennes fundet en noget nær ideel formidler, der både fanger den unge Nureyevs vildskab og drive, og som samtidig kan danse de udsøgte dansesekvenser.
Han får blandt andet selskab af Sergei Polunin, der også giver eksempler på den kunst, der gjorde ham til hovedperson i “Take Me To Church”, den mest downloadede balletvideo på internettet. I rollen som en af Nureyevs elskere får vi et smukt gensyn med Louis Hofmann, den unge tyske skuespiller, som vandt en Bodil for sin birolle i den danske film “Under sandet”.
Også Adèle Exarchopoulos, titelrolleindehaveren i det lesbiske drama “Adèles liv – Kapitel 1 & 2”, og Raphaël Personnaz fra Francois Ozons “Min nye veninde”, har markante biroller i filmen, som Nureyevs nye venner, der får en afgørende betydning i hans liv.
THE WHITE CROW vandt prisen for bedste kunstneriske bidrag på den estimerede filmfestival i Tokyo og får os til at forstå en kompleks, nysgerrig og meget modig menneskesjæl.
