★★★☆☆☆
Isabelle Huppert er næsten altid seværdig, men hun er klart bedst på originalsproget og har dem med at lave mærkværdige forstyrrende betoninger, når hun spiller på engelsk. Hun havde sin del af ansvaret for, at Michael Ciminos "Heavens’s Gate" blev en legendarisk fiasko, og selvom hun med årene er blevet en bedre skuespiller, så virker hun aldrig helt så præcis i spillet på engelsk som på fransk.
I STALKER bliver hun til en vis grad reddet af at hendes karakter, Greta (filmens originaltitel), rent faktisk har en accent, og hun interesser unægteligt en hel del mere end den ulideligt syntetiske Chloë Grace Moretz, der har filmens egentlige hovedrolle. Bedre går det for Maika Monroe i rollen som hendes veninde.
STALKER starter ganske lovende, og instruktøren Neil Jordan ("The Crying Game") har da også tidligere vis en vis sans for at opbygge spænding. Men han svigtes fatalt af manuskriptet, som han tilmed selv står som medansvarlig for.
Vi er med fra starten, da en ung moderløs pige finder en forladt designertaske i toget. Tasken indeholder en adresse, og den unge pige tager derfor ud for at aflevere tasken, der viser sig at tilhøre en ensom ældre kvinde. Der opstår et bånd mellem de to kvinder, men da den unge pige finder en hel samling af de samme tasker med telefonnumre i Gretas skab, begynder hun at ane uråd. Hun forsøger at afbryde forbindelsen til Greta, men det viser sig at være sværere end som så.
Troværdigheden fordufter lige så hurtig som spændingen, og STALKER ender i det rene overdrev med overskåren finger og andre gyserklicheer. Synd – for filmens anslag virker fascinerede og både Neil Jordan og Isabelle Huppert havde fortjent bedre materiale at arbejde ud fra.
