ASTERIX

OG

TRYLLEDRIKKENS

HEMMELIGHED

★★☆☆☆☆

Alexandre Astier og Louis Clichy er gået sammen om at forny Asterix-universet i den 10ende animationsfilm om Asterix og Obelix. Det er desværre blevet til en fæl gang stilforvirring, der forråder ånden i de oprindelige historier, der indledtes i 1959.

I den nye film er det snarere Miraculix, der har hovedrollen. Han er gammel og har efter en ulykke besluttet at finde en ny drude, der kan afløse ham som vogter af trylledrikkens hemmelige opskrift.

Amerikansk discomusik og et terminatoragtigt uhyre er ikke en gevinst for den frankofile verden, der altid har været forbundet med Asterix og Obelix, og når så den danske version virker så overspillet, som tilfældet er, må man nøjes med at glæde sig over de sjove navne, der dukker op. F.eks hedder en af de dumme skurke Tom Krus.

I flere år var det pingviner, der hærgede animationsbranchen, men nu synes vildsvin at have overtaget denne opgave, eftersom begge af påskens animationsfilm byder på disse dyrekarakterer. Også her morer de – især når der smaskes, og vildsvin har desuden altid været på menuen hos Obelix.

ASTERIX OG TRYLLEDRIKKENS HEMMELIGHED skuffer dog som helhed, og man må håbe, at det franske særpræg i højere grad mærkes i animationsfilm nr. 11.