★★★☆☆☆
Jenny Gages kærlighedsdrama er allerede kaldt en ungdomsversion af "50 Shades of Gray", men det holder på ingen måde.
Ganske vist er AFTER henvendt til teenagere, der står foran at skulle flytte hjemmefra og det første kæresteri, men hovedkarakteren Tessa (Josephine Langford) er samtidig så bly og nypuritansk, at det med danske øjne næste virker komisk. Især fordi hun hele tiden går rundt og strutter med de fugtige kysseklare læber og når det kommer til stykket opfører sig dybt hyklerisk overfor ham fyren derhjemme (sympatiske Dylan Arnold)
Men uden at kandidere til Oscars illuderer Josephine Langford og Hero Fiennes Tiffin (Fiennes-brødrenes nevø) fint som de unge elskende. AFTER byder også på et højest uventet gensyn med den originale "Flashdance"-stjerne Jennifer Beals som Tessas nye svigermor.
Prisværdigt er det, at man inddrager kvalitetetslitteratur som Emily Brontës "Stormfulde højder" og Jane Austens "Stolthed og fordom" i handlingen i håb om at endnu flere unge vil opdage disse tidløse kærlighedshistorie. Helt på det niveau kommer filmen naturligvis aldrig, men som ungdommelig Love Story hører den blandt de bedste bud siden "En flænge i himlen".