★★★★★★
John Crowley, der skabte Andrew Garfields gennembrudsfilm "Boy A", overgår sig selv med denne betagende og livskloge udviklingshistorie. Han er da også udstyret med et nænsomt manuskript af selveste Nick Hornby, manden bag "High Fidelity", "About a Boy" og den Oscar-nominerede "An Education" af Lone Scherfig.
Året er 1952 og pigen Eilis forlader sin mor og søster i Irland, da hun med kirkens hjælp får mulighed for at starte et nyt liv i USA. Overgangen fra en verden til en anden er dog lang fra smertefri, men gradvist falder hun til i bydelen Brooklyn. Livet på pigepensionen og et job i et stormagasin bliver dog sekundært, da hun møder en sympatisk mand med italiensk baggrund. Men en dag venter der hende en trist besked hjemmefra, hvor hun ikke længere blot savnes, men hvor hendes tilstedeværelse pludselig er påkrævet.
BROOKLYN minder os om mesterlige immigrationsfilm som "America, America" og "Godfather II", der dog begge blev fortalt fra en mandlig synsvinkel. Og det gør vitterligt en forskel, at hovedkarakteren her er en kvinde, og at såvel den gamle som den nye verden skildres gennem hendes øjne. Især når de er så smukke som Saoirse Ronans, og ligesom kroppen afspejler udviklingen fra pige til kvinde.
Tidsbilledet hører blandt sæsonens ubetinget højdepunkter, her er kælet for detaljerne i såvel kulisser som kostumer, så vi føler, at vi kravler lige ned i en uberørt tidslomme. Samtidig formår John Crowley at få afstemt sine karakterer, så de også typemæssigt virker helt rigtige i deres samtid.
Man må fuldstældig overgive sig til Saoirse Ronan, der allerede som barn blev Oscar-nomineret for sin birolle i Joe Wrights " Soning" (Atonement). Ronan fremstår som et under af naturlighed i BROOKLYN, og trods sin unge alder – 21 år! – synes Oscar-nomineringen for bedste kvindelige hovedrolle en selvfølge.
Den tidligere så lærenemme Rita alias Julie Walters har heller ikke være bedre end i rollen som pensionatbestyrer, siden hun lærte "Billy Elliot" at danse. Mike Leigh-skuespilleren Jim Broadbent ("Iris") føjer endnu en glimrende karakterrolle til de efterhånden mange, og så virker filmens unge mænd både seværdige og troværdige i hænderne på unge talenter som Emory Cohen og Domhnall Gleeson.
Fik vi nævnt Yves Bélangers hypnotiske smukke billeder, der ligesom i "The Dallas Buyers Club" formår at aflure hemmeligheder i skuespillernes ansigter, som de næppe selv har været bevidste om? Også Michael Brooks underlægsningsmusik bør fremhæves, fordi den på smukkeste vis understreger de irske rødder i den amerikansk populærmusik.
BROOKLYN er med andre ord et overflødighedshorn af fornøjelser, og et af filmårets allerfineste oplevelser.
