BRØDRENE LØVEHJERTE

på Aalborg Teater: ★★★★☆☆

på Odense Teater: ★★★★☆☆

Instruktøren Minna Johannesson lader på Aalborg Teater BRØDRENE LØVEHJERTE putte, kramme og kysse i et væk , og synes mere interesseret i at undersøge og udforske publikums grænser med hensyn til ømhed mellem brødre end et skabe en fantasifuld juleforestilling for hele familien. Man kan i al fald se flere familiefædre krympe sig på stolerækkerne, mens to fuldvoksne bud på Tvebak og Jonathan favner og føler, så snart de kan komme afsted med det. Det er en modig vinkel, men når det sker på bekostningen af det eventyrlige i Astrid Lindgrens historie, må man råbe vagt i gevær.

Visuelle efffekter har tydeligvis ikke Minna Johannnessons interesse. Det virker for pauvert med lidt ild på en storskærm og så bare op med lyden, når ungerne forventer en drage. Og at Tvebak og Jonathan selv skal skubbe rundt med deres heste, er ikke kun et spørgsmål om økonomi men også om manglende fantasi.

Til gengæld rummer Minna Johannessons iscenesættelse viljen til psykologiske dybde og fornemmelse for de finere detaljer i teksten.

Hun får god hjælp af Niels Anders Manley som Tvebak. Han er naturligvis alt for gammel og for høj til rollen, men hans attitude og uskyld virker overbevisende, og vigtigst af alt:
Vi kan li’ ham og er med ham hele vejen.

Derimod kan det være svært at få øje på, hvorfor brormand Jonathan egentlig er så fantastisk, men der kan selvfølgelig være en pointe i, at Jonathan ikke fremstår som en charmetrold, men blot en bror, der viser, at han tager sig af og holder af sin bror.

På Odense Teater ser man helt anderledes på Jonathan-karakteren, I Patrick Baurichters skikkelse bliver han en flot og karismatisk ung mand, som ikke kun Kristoffer Helmuths lovlig trutmundede Tvebak ser op til. Replikbehandlingen halter dog stadig for Baurichter og hans åbningssang bliver ikke nogen landeplage. I det hele taget foretrækker man sangene i Ålborg, hvor Frederik Åkerblom ganske passende synes at have hente inspiration i den mere lyriske del af den nordiske folkemusik.

På Odense Teater får vi snarere kulørt og let campet underholdning i en eventyrlig bevægelig scenografi. Maria Kjærgaard-Sunesens dynamiske iscenesættelse afspejler sig bl.a. i en mere børnevenlig spilletid på to timer, men scenisk poesi opstår kun, når de fantasifulde dyreskabninger indtager scenen. Det gør de heldigvis med jævne mellemrum i form af ulve, duer, heste og – bare rolig, unger – en drage! I Ålborg blev højdepunktet nogle velopdragne levende duer. Vandfaldsscenen fungerer hverken i Ålborg og Odense, men så er der noget for et andet teater at tage fat på næste år.

Det faktum, at begge forestillinger er blevet tilløbsstykker, bekræfter blot, at Astrid Lindgren stadig formår at appellere til et stort publikum – hvad enten man fokuserer på lyrik eller masseoptrin.