UNGE ASTRID

★★★★★☆

Alba August blev for få år siden nomineret som årets gennembrud for titelrollen i "Den Lille Prins" på Grønnegaard Teatret. Nu springer hun ud som filmstjerne i Pernille Fischer Christensen storartede portrætfilm UNGE ASTRID, og hvilket spring! Det er lige før, at man skal helt tilbage til Ingmar Bergmans "Fanny og Alexander", hvor Alba Augusts mor, en ung Pernilla Wallgren, fik sit gennembrud, for at finde et ligeså overbevisende filmgennembrud i en nordisk film.

Alba August får udmærket opbakning af både Henrik Rafaelsen og Maria Bonnevie som henholdsvis chef og mor, og vor egen Trine Dyrholm har en dejlig atypisk rolle som plejemor, som hun forvalter fint. Men det er og bliver Alba Augusts film, og man føler sig overbevist om, at netop en blændende historiefortæller som Astrid Lindgren ville værdsætte præstationen.

Sammen med Pernille Fischer Christensen tegner hun et portræt af en søgende, usikker men også målrettet ung kvinde, som prøver at gøre det rigtige under umulige omstændigheder. Men der er ingen slinger i valsen i Alba Augusts præstation og scenen, hvor chefen beder hende lyse lidt på ham, viser en kompleksitet i udtrykkene, som kun en stor skuespillerinde formår.

UNGE ASTRID er en klassisk velproduceret film med prægtige kulisser og udsøgte kostumer, men de betagende billeder og det fine spil skygger ikke for en inspirende kvindehistorie, der kan ses som selve nøglen til Astrid Lindgrens forfatterskab.