KING LEAR

★★★★☆☆

Der var fuldt hus til KING LEAR i Cinemaxx denne søndag eftermiddag – endnu et tegn på, at disse vellykkede teatertransmissioner virkelig bliver skattet af et stort publikum.

Denne gang besøgte vi Chichester Festival Theatre, hvor Sir Ian Mckellen rundede sin imponerende teaterkarriere af med den ultimative udfordring for enhver aldrende skuespiller: William Shakespeares kongedrama KING LEAR.

Det var da også en opsætning, der i den grad havde skuespillerne – og måske især SKUESPILLEREN – som omdrejningspunkt, og det kan man ikke nødvendigvis bebrejde iscenesætteren Jonathan Munby. Men man savnede unægtelig en overordnet indholdsmæssig målsætning med denne opsætning – udover at den gav Ian Mckellen en sidste chance for at vise sit værd.

Det gjorde han så til gengæld. Ikke uden manerer ganske vist, men i de afgørende passager slog han til, og fik tegnet en storslået portræt af en kæmpe, der er ved at miste grebet om sit liv og sig selv.

Demensen stikker sit grimme ansigt frem i King Lears tragiske deroute, og vi væmmes ved familiens håndtering af den aldrende stakkel. Men Ian Mckellen lader os heldigvis også fornemme løvehjertet i den krop, der til sidst må give op og ender med at føle en vis medlidenhed med ham, selvom også han har opført sig egoistisk og uforsonligt.

Cinemaxx har arrangeret en ekstra visning d. 11. november kl. 12, så har man mod på små 4 timers dystert kongedrama med en eminent Ian McKellen, bør man ikke holde sig tilbage.

Blandt andre lokkende tilbud bør nævnes den grandiøse musical THE KING AND I: (29/11 kl. 19) samt Alan Bennetts perlende vittige komedie THE MADNESS OF KING GEORGE 20/1 kl. 12.

(Michael Søby)