★★★★★☆
Titlen er hentet fra en erindringsbog af den franske skuespillerinde Simone Signoret, men showet på den umådelige hyggelige teaterbåd Café Liva er umiskendeligt Eddie Skollers. Her øser han fra en musikalsk karriere, der strækker sig over et halvt århundrede, med selvsamme charme som gjorde ham til Danmarks førende entertainer i en årrække.
Som fortæller må han betegnes som sindig, men i en stresset tid nyder man faktisk den ro, han udstråler, og anekdoterne såvel som vittighederne er oftest sjove. Fra tid til anden småpludres der lige rigeligt om hvor diverse musikere placerer hænderne, inden de begynder at spille. Men det virker i grunden ganske passende, at han nær var blevet Victor Borges stedsøn, for deres kunstneriske slægtskab forekommer indlysende.
Eddie Skollers musikalske begavelse begrænser sig ikke til sang og guitarspil. Også som sprogkunstner udviser han sans for melodien i en konkret accent og springer med stor virtuositet fra land til land.
Eddie Skoller lider heldigvis ikke af falsk beskedenhed eller for den sags skyld beskedenhed, og en stor del af showet går med "name-dropping". Men heldigvis ikke uden lune og selvironi. Tendensen til det selvnuttede, som godt kunne få overtaget i de unge år, er gudskelov blevet erstattet af en selvindsigt og en livsklogskab, der virker befriende.
NOSTALGI ER IKKE HVAD DET HAR VÆRET tjener som en velkommen påmindelse om, hvad Eddie Skoller kunne og kan. Ingen anden vil i dag kunne slippe afsted med at synge en meget enkel sang om frihed, men der er noget oprigtigt i Eddie Skollers talent, som virker afvæbnende – selv i 2018.
(Michael Søby)
