DER FINDES INGEN ONDSKAB

★★★★★☆

Den kontroversielle iranske intruktør Mohammad Rasoulof vandt guldbjørnen for Berlinalens bedste film med DER FINDES INGEN ONDSKAB. Et dristigt værk, der består af fire samfundskritiske historier, som alle kredser om dødstraffen i Iran.

Mohammad Rasoulof blev i 2019 dømt et års fængselsstraf i Iran på grund af filmen "A Man of Integrity", der satte fokus på afstraffelsesmetoder i iranske fængsler. Men på trods af dette – og vanskelighederne ved at filme i en coronatid – lykkedes det ham at færdiggøre DER FINDES INGEN ONDSKAB, der stiller skarpt på, hvilke konsekvenser dødsstraffen i Iran har på almindelige mennesker.

Unge iranske mænd skal have aftjent militærtjeneste i to år for at få en lejlighed eller et officielt arbejde eller for at få tilladelse til at rejse til udlandet. I forbindelse med militærtjenesten kan de blive tvunget til at eksekvere en dødsstraf.

Filmens første historie er et chok. Vi følger en tilsyndeladende ganske almindelig familiefar, der i det daglige negligeres af hustru og barn. Så meget desto mere overraskende er det, da vi erfarer, hvilket arbejdet han har.

I den anden historie følger vi en mand, der sidder i fængsel, fordi han nægtet at tage et andet menneskes liv. En vild flugtplan synes at være den eneste løsning.

Tredje fortælling er et komplekst familiedrama, om kvinden NIna, hvis første store kærlighed var en samfundskritiske mand, der døde under mystiske omstændigheder. Nu har hun fundet en ny mand ved navn Javad , men måske ved han mere, end godt er, om hendes elskedes mystiske død?

Sidste beretning kan ses som et generationsopgør. En ung kvinde, der har uddannet sig i byen, besøger venner af familien: Et ældre ægtepar, som bor langt ude på landet under beskedne kår. Snart viser det sig, at der er en fundamental konflikt mellem ungdom og alderdom, der går langt ud over forskellene mellem by og land, og aldersforskelle. En forskel, der naturligvis udspringer af dødsstraf.

DER FINDES INGEN ONDSKAB har et stramt manuskript, og de fire historier udgør samlet set et uafviseligt stærkt filmisk indlæg imod dødsstaf. Faktisk skal vi helt tilbage til Kieslowskis "En lille film om kunsten at dræbe" for at finde et værk med lignende styrke. DER FINDES INGEN ONDSKAB er tilmed uhyre velspillet i flere roller. Ikke mindst Mohammad Valizadegan i rollen som den splittede Javad i filmens tredje retning gør et stort indtryk.

DER FINDES INGEN ONDSKAB føjer sig til den efterhånden lange liste af slagkraftige iranske film, og man bør derfor ikke snyde sig selv for en biftur, hvis man vil have indsigt i dagligdagen i Iran.