DOMMERENS VALG

★★★★★☆

Emma Thompson bekræfter sin position som sin generations førende britiske skuespillerinde med en mesterlig præstation i DOMMERENS VALG. Her spiller hun dommeren Fiona Maye, der står overfor en vanskelig sag om bloddonation netop da hendes ægteskab er ved at krakelere.

Richard Eyre, den tidligere chef for The Royal National Theatre i London, har tidligere instrueret Dame Maggie Smith i en TV-version af Tennessee Williams “Pludselig sidste sommer” samt Judi Dench og Cate Blanchett i “Notes on a Scandal”. Hans TV-version af “King Lear” med Anthony Hopkins imødeses med stor spænding, for der er dybde og psykologisk finfølelse i alt hvad Richard Eyre laver.

I DOMMERENS VALG knytter hovedpersonen et stærkt bånd til en ung mand, hvis liv hun kan redde med en blodtransfusion, hvis hun går imod forældrenes og hans eget ønske om at afstå. De er nemlig Jehovas vidner.

Filmens intelligente manuskript er baseret på romanen “The Children Act” – begge dele forfattet af Ian McEwan, der allerede i 1984 indgik i et Bafta-belønnet samarbejde med Richard Eyre, filmen “Ploughmans Lunch”. Ian McEwan har også skrevet forlæg såvel som manuskript til den næsten premiereaktuelle “Den dag på stranden” med Saoirse Ronan fra “Lady Bird” og “Brooklyn” i hovedrollen.

I DOMMERENS VALG fremstår Emma Thompson både knivskarp og alligevel aldeles hjælpeløs som kvinden, der for længe har prioriteret karrieren for højt. En Oscar-nominering synes allerede at være garanteret. Stanley Tucci bakker hende godt om som ægtemanden, der tager sagen i egen hånd. Det unge talent Fionn Whitehead, der allerede gjorde sig bemærket i “Dunkirk”, er aldeles fremragende som den unge mand.

DOMMERENS VALG er for en gang skyld en film for voksne – tilmed vittig når man mindst venter det, og med et greb om hjertekulen, som den aldrig giver slip på.