★★★★☆☆
Teater V hittede for et par år siden med Pelle Koppels naturalistiske sceniske version af Janne Tellers internationalt prisvindende ungdomsbog. Odense Teaters opførelse af INTET på Odeons lille scene tager derimod udgangspunkt i Andreas Erdmanns version af samme roman.
Resultatet forekommer på godt og ondt mere stiliseret, og når drengen Pierre Anthon kravler op i et træ, fordi intet længere har betydning, så bevæger hans sig i ligeså høj grad ind i sit eget rum – understreget i Katrine Gjerdings velfungerende scenografi. Men tekstens filosofiske lag i forestillingens start og slutning hægter i nogen grad et ungt publikum af i denne version.
INTET går dog rent ind hos diverse skoleklasser, når handlingen fokuserer på elevernes individuelle ofre for at vise Pierre Anthon, at noget HAR værdi.
Maria Kjærgaard-Sunesens vitale iscenesættelse er enkelte gange foran ordene, men fryder man sig over det stærkeste ensemble på nogen landsdelscene.
Benjamin Kitter og Nicolai Jandorf er i særklasse denne eftermiddag. Ingen kan som Benjamin Kitter få os til at bekymre os om de mest hæmmede af børnene – uanset trosretning og herkomst. Nicolai Jandorf låner på samme generøse vis både krop og stemme til de mere ekspressive børn, der kæmper med at være i deres egen krop og derfor formodentlig ender med ADHD-fejldiagnose og det, der er værre.
INTET er en barsk omgang, man bør skåne de første skoleårgange for. INTET kræver også en grundig snak med de lidt ældre elever umiddelbart efter forestillingen, for der er meget at forholde sig til på kun fem kvarter.
(Michael Søby)
