UNDER TRÆET

★★★★☆☆

Bent Chrisensens danske filmklassiker "Naboerne" med John Price og Ebbe Rode synes at have fungeret som forbillede for Hafsteinn Gunnar Sigurðsson islandske komediedrama UNDER TRÆET. Men hvor det i "Naboerne" var mændenes rivalisering, der skabte ballade, er det denne gang kvindernes stadig mere aggressive intolerance, der udløser voldsomheder.

Instruktøren har også selv skrevet manuskriptet, der med sine veldefinerede karakterer og sin klare dramaturgi også ville kunne fungere i en teaterversion. Samtidig indskriver filmen sig i en efterhånden ganske fornem række af filmiske kuriøsiteter, der gør os bekymrede for den mentale sundhed på Island, men som samtidig får man os til at elske landet og dets særegne befolkning. Så holder man af film som "Om heste og mænd", "Virgin Mountain" og "Blandt mænd og får", bør man også tage chancen denne gang.

Samtlige roller spilles glimrende og helt fremragende er Edda Björgvinsdóttir, der også vandt en Edda (Islands nationale filmpris) for sit mesterlige portræt af en sørgende kvinde, hvis bitterhed over et personligt tab får stadig mere hadefulde udtryk, der går ud over dem inde ved siden af.

Kun i een af det sidste scener går instruktøren over gevind. Et bevist dramatisk valg tydeligvis, der unægtelig får humoren til at fryse til is, men som samtidig også ryster os og får filmen til at sidde i kroppen længe, efter vi har forladt biografen. Mange ville muligvis have foretrukket, at filmen var forblevet komedie, men det står i al fald klart, at Hafsteinn Gunnar Sigurðsson ikke er en instruktør, der ønsker at stryge sit publikum med hårene.