★★★☆☆☆
Teater skal ikke altid indtages siddende. På Aarhus Teaters Studio-scene fordeler et stående publikum sig omkring en kvadradisk bolig med gennemsigtige vægge og to skuespillere, der hviler og vandrer omkring i de fire rum.
Bevægelserne forekommer rituelle og dramatikeren Peter Clement-Woetmanns ord gør os ikke klogere på, hvad der foregår, selvom man fornemmer et vis poetisk sindelag bag. Vi ser fra tid til anden matematiske udregninger og frådende hav gengivet på væggene, og kan læse os til, at denne installation handler om kunstig intelligens.
Men der er noget i de to unge skuespilleres tilstedeværelse, som berører os. Sofia Nolsøes stilfærdige smerte og Alvin Olid Bursøes maskuline afmagt vil os noget. Det mærker vi især, da vi inviteres indenfor i denne diskret skræmmende fremtidsvision og får lov til at sidde helt tæt på skuespillerne.
Iscenesætteren Sargun Oshana fastholder dem i et stærkt kontrolleret kropssprog og David Gehrts scenografi fungerer fortræffeligt. Men når ordene ikke for alvor fænger trods beundringsværdig indsatser fra skuespillerne, bliver forestillingen kunne en halv sejr – eller et halvt nederlag – afhængig af øjnene, der ser.
(Michael Søby)
