★★☆☆☆☆
Filmen MIDT OM NATTEN blev Erik Ballings sidste film som instruktør og havde premiere i kølvandet på "Matador" og "Olsenbanden". Publikumssuccesen var med andre ord givet på forhånd og blev understøttet af nationalklenodierne Erik Clausen (som Arnold) og Kim Larsen (som Benny). Sidstnævnte havde tilmed begået nogle poppede ørehængere, der blev faste indslag i det populære radioprogram "Giro 413", men som kvalitetsmæssig aldrig kom på niveau med de bedste Gasolin-numre.
I den musicaludgave af MIDT OM NATTEN, som p.t. er på repertoiret i Tivolis koncertsal, forsøger iscenesætter Heinrich Christensen i sit manuskript at opdatere historien med en klodset rammehistorie, der spejler nutiden i fortiden – eller er det omvendt? Indholdsmæssigt virker forestillingen om muligt mere firkantet end filmen – med Joachim B. Olsen og Jytte Abildstrøm som de politiske modpoler. Publikum var heldigvis ikke i tvivl om, hvem de foretrak – og det faldt ikke ud til ex-kuglestøderens fordel.
MIDT OM NATTEN er i Heinrich Christensens iscenesættelse endt som et kostbart orgie i dårlig smag. Storladen men grim scenografi og støjende musikarrangementer trækker naturligvis også ned, og man ønsker sådan, at Tivolis ledelse snart ville prioritere en forbedring af lydforholdene i koncertsalen fremfor diverse lysshows og ombygninger i haven.
De medvirkende kæmper bravt med deres umulige roller:
Gustav Wolter har en vis kejtet charme som Benny og er et godt bud på en moderne troubadour. Rent spillemæssigt har han stadig en del at lære, men overgår dog med lethed Kim Larsens bidrag til skuespilkunsten.
Troels Mallings diskrete lune mærkes i portrættet af den unge Arnold, men som skuespiller virker han alt for venlig til at kunne levere de kaskader af uhyrligheder, som aldrig har bremset Erik Clausen.
Kurt Ravn ender faktisk med at være et plus for forestillingen med sin radioteater-diktion som den gamle Arnold, og han bakkes festligt op af Pernille Højmark på frihjul.
Heinrich Christensen er i første akt lige ved at glemme Susan Himmelblå, en karakter der heller ikke er særlig spændende på manuskriptplan og som tydeligvis ikke har interesseret ham. Dermed udnyttes Lise Baastrups potentiale desværre ikke tilstrækkeligt.
Jakob Femerling og Simon Holmen le Dous giver deres roller en tiltrængt sødme, der virker som små åndehuller i en åndløs verden, og Allan Mortensen formår som den eneste at finde en sjæl i sin figur (Tusindfryd). Allan Mortensen høster også aftenens største bifald – og det er fortjent.
Selvom MIDT OM NATTEN også på papiret er et tvivlsomt værk, så gør Heinrich Christensen ondt værre ved at tilsætte halve eller hele Kim Larsen-sange, når han tilsyneladende er løbet tør for overgange og ideer. Klamme forsøg på at malke publikum for følelser samtidig med, at han slukker den gnist af ægte politisk engagement, som kan spores i originalen. Mest ulideligt i et gyseligt mix af "Rabalderstrædet" og "Kringsat af fjender", hvis eneste forsonende element bliver, at man til slut ikke kan høre teksterne.
Kim Larsen var ikke til stede ved premieren og det skal han være glad for. Så slap han for at se aktivist-musicalen MIDT OM NATTEN slutte med den fade børnesang "Tarzan Mamma Mia". En tekst, der på ingen måde giver mening i forhold til musicalen, og som i denne sammenhæng nærmest virker som en hån mod den.
