ZOOTROPOLIS – 3D

★★★★☆☆

Selvom filmåret endnu er ungt, har Walt Disney-studierne allerede premiere på en kandidat til næste års Oscar-uddelling. ZOOTROPOLIS (hvorfor må den ikke hedde "Zootopia"?) har en i fald gode chancer for en nominering som årets animationsfilm, og mon ikke den afsluttende sang (sunget af Shakira) ikke også har en god chance?

Farvevalget indikerer mindre børn som målgruppe, men til dem vil BIEN MAJA nok være at foretrække. Det sindige plot, der leder tanken hen på diverse film noir-titler, og den rappe dialog antyder, at folkene bag ZOOTROPOLIS vist i lige så høj grad ønsker at henvende sig til de voksne.

Historien om kaninen Judy Hopps, der drømmer om at blive politibetjent, har hints til en moderne verden med raceuroligheder, bureaukrati og korupte politikere. Özlem Saglanmak og Jens Jacob Tychsen fungerer desuden fint på lydsiden som Judy og hendes ræv af en makker. 3D-effekterne udnyttes kun i begrænset omgang og primært i et par sekvenser, hvor Judy jager en tyv.

ZOOTROPOLIS er det meste af vejen underholdning i topklasse, og man føler sig allerede overbevist om, at en to’er er i støbeskeen.