★★★★★★
Det er store forventninger til 120 SLAG I MINUTTET (også kendt under originaltitlen "120 battements par minute" eller den internationale titel: "BPM").
New York Film Critics Circle, Los Angeles Film Critics Association og San Francisco Film Critics Circle har alle kåret 120 SLAG I MINUTTET som årets bedste udenlandske film, og 120 SLAG I MINUTTET vandt fire priser i Cannes inkl. Fiprescis internationale kritikerpris.
Robin Campillo aids-drama er da også en særdeles bemærkelsesværdig film, der tager os på en tidsrejse tilbage til 80erne, hvor ikke mindst homoseksuelle mænd døde som fluer på grund af AIDS, mens diverse regeringer over hele kloden bare lod det ske. Robin Campillo formår i sin dynamisk klippede film at genskabe den følelse af afmagt og desperation, der prægede homomiljøerne og han stiller skarpt på en fransk aktivistgruppe, der går ret aggressivt til værks for at få den fornødne opmærksomhed.
Det er som om, at vi for første gang forstår, hvad der kan drive mennesker ud i så ekstreme aktioner. Fordi vi erfarer, at det rent faktisk ER et spørgsmål om liv eller død. Uret tikkede hurtigere for de smittede – deraf filmens titlen. Der var ingen kur endnu og den medicin, der eventuel kunne hjælpe – eller måske blot bringe håb? – blev ikke gjort tilgængelig. Man vidste ikke, hvad fremtiden bragte – kun at hvis der ikke skete noget meget hurtigt, ville en stor del af de nærmeste dø en smertefuld død. Ingen vidste ikke med sikkerhed, om man kunne kramme, kysse og elske – uden risiko for selv at blive smittet. Først efter Elizabeth Taylors vidnesbyrd i det amerikanske senat i 1986, begyndte de magtfulde heteroseksuelle mænd at lytte.
Om de så også vover sig ind og se en film om de grufulde konsekvenser, som deres apati havde, kan man kun gisne om. Bøsser har dog i over 100 år set film om heteroseksuelle uden at have tage nævneværdig skade.
Instruktøren Robin Camillo forsøger i al fald ikke at forherlige aktivisternes gerninger og hans skildring af uenighederne såvel som sammenholdet i aktivistgruppen går lige i hjertekulen. Tre af de mest talentfulde unge skuespillere i Frankrig (Nahuel Pérez Biscayart, Arnaud Valois og Antoine Reinartz) kandiderer alle til en César – den franske Oscar – for deres i sandhed hudløse præstationer. Adèle Haenel (som vi sidste har i Dardenne-brødrenes "Kvinde, ukendt") formår også at gøre indtryk denne gang som en engageret medsøster.
120 SLAG I MINUTTET er uden tvivl den hidtil bedste spillefilm om den største sundhedskatastrofe, vi har oplevet de sidste 100 år og dermed ikke blot relevant men direkte nødvendig. Her er en dybde og integritet, der får guldpalmevinderen "The Square" til at virke hul og overfladisk. Man under derfor 120 SLAG I MINUTTET et stort publikum, så ikke ekkoerne fra en tom biografsal skal genkalde en tid, hvor netop manglen på opmærksomhed førte til 78 millioner HIV-smittede og 35 millioner døde.
