★★★★☆☆
Musicalen PIPPIN havde Broadway-premiere i 1972 og blev en stor publikumssucces med navne som Ben Vareen, Jill Clayburgh, Ann Reinkin og Gene Foote på rollelisten. Den vandt hele fem Tony-priser inkl. to til iscenesætteren og koreografen Bob Fosse, men tabte ikke overraskende prisen som bedste musical til Stephen Sondheims mesterværk "A Little Night Music". PIPPIN fik også premiere på Aarhus Teater – nu med Gene Foote som iscenesætter -og med Susanne Breuning i Ben Vareens gamle rolle som den mephisto-inspirerede Leading Player.
Ronny Danielssons spektakulære opsætning på Malmø Opera lægger stor vægt på glimmer og glitter, og på den front forstår kostumedesigneren Camilla Thulin at levere varen. Martin Chocholouseks storslåede scenografi opererer både med kondoler og et bevægeligt symfoniorkester – altsammen ganske imponerede.
Men hvis historien skal gå hjem, må stilen holdes stramt og i Malmø Opera drunkner hovedpersonerne næste i glamouren, selvom Oscar Pierrou Lindén synger smukt som Pippin, Lindy Larsson charmerer som Leading Player og Åsa Fång morer som Katarina. Johannes Wanselow har som bedstemoderen den sjoveste rolle, som han desværre ikke synger godt nok.
Især de mandlige dansere får lov til at folde sig ud i Roger Lybecks koreografi, men det giver også god mening, når man har dygtige folk som Henric Flodin og Sandro Skagerberg i ensemblet.
Stephen Schwartzs musik tåler stadig et genhør og især "Morning Glow" forbliver en ørehænger. Manuskriptet er og bliver dog PIPPINS svaghed, og det kan end ikke en ødsel opsætning i Malmø skjule. Men PIPPIN beviser dog, hvor dygtige og alsidige mennesker, der arbejder på Malmø Opera og at PIPPIN – trods forbehold – bestemt fortjente denne renaissance.
