TORBEN TOBEN

★★★☆☆☆

Teatret ved Sorte Hest havde betydelig succes med opsætningen af klassikeren "Enetime" tidligere på sæsonen. Helt så vellykket kan man ikke kalde teatrets seneste satsning TORBEN TOBEN, selvom Line Knutzons odiøse sprogunivers ikke kan fornægtes. Men hvorfor spille netop dette stykke lige nu?

Teksten hører ikke blandt Knutzons bedste, der er simpelthen for meget pjank og for lidt substans, men med den helt rigtige besætning kunne det måske have fungeret. Der er lovende takter fra flere sider, men man savner alligevel noget.

Paw Henriksen tar endnu en tur som proletar i rollen som Torben med den store appetit. Karoline Brygmann er et sødt men i denne sammenhæng også lidt anonymt bekendskab, hvorimod Lue Støvelbæk får skabt en spøjs figur som forskræmt piercet medløber. Kristoffer Helmuth yder ligeledes en veloplagt indsats som grotesk hundeejer.

Maria W. Vinterbergs iscenesættelse savner visuel galskab i Marianne Nilssons alt for nydelige scenografi. En dramatisering af Line Knutzons "Camille Clouds brevkasse" ville måske have frigjort en mere vild og anarkistisk side af talentet og samtidig ramt noget mere relevant og nutidigt end den let støvede TORBEN TOBEN.