CARMEN & LOLA

★★★★★☆

Arantxa Echevarría får et fornemt gennembrud som manuskriptforfatter og instruktør med det spanske kærlighedsdrama CARMEN & LOLA. Med en næsten dokumentarisk akkuratesse tager hun os med ind i det spanske roma-miljø, hvor den smukke Carmen snart skal giftes. Mange forventninger er knyttet til ægteskabet og langt fra alle tiltaler den relativt uafhængige Carmen.

Men på markedet møder hun den 16-årige Lola, der drømmer om et liv i uafhængighed, når hun ikke udforsker sine lesbiske tilbøjeligheder på den lokale internetcafé. Pigernes fælles rygepause bliver startskudet til et kærlighedsforhold, og da Carmen hæver forlovelsen, er fanden ikke bare løs i laksegade, men også hjemme hos Carmen og Lola.

Zaira Romero får et bemærkelses gennembrud for sin smukt tilrettelagte præstation som Lola, mens Rosy Rodríguez har de rette stjernekvaliteter som den karismatiske Carmen.

Som Lolas forældre er både Moreno Borja og Rafaela León aldeles glimrende. Han finder fine udtryk for faderens frustrationer, og hun skildrer på gribende vis udviklingen fra overbeskyttende rabenskralde til ulykkelig og uforstående mor. Nævnes bør også den Goya-vindende Carolina Yuste, der tegner et nuanceret portræt af Lolas trofaste veninde.

Arantxa Echevarría udviser stort mod og ærlighed, og den autentiske miljøskildring samt de overbevisende skuespillerpræstationer gør CARMEN & LOLA til en vindende kombination.